GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Bestyrelsen var imidlertid ikke selv tilfreds med de opnaaede For­ bedringer. Den maatte stadig erkende, at den havde opnaaet mest muligt, men aldrig det tilfredsstillende Resultat. Misforholdet mellem Fagets Lønninger og Priserne paa Livsfornødenheder var stadig tilstede. At Kravene om Lønforhøjelse til Imødegaaelse af Dyrtiden var be­ rettigede, er utvivlsomt, og dette erkendtes da ogsaa fra alle Sider, da det endeligt var lykkedes at komme i Realitetsforhandling derom. At de Dyrtidstillæg, man kunde forhandle sig tilrette om, ikke stod i det rette Forhold til Prisstigningerne, er et andet Spørgsmaal og en Kends­ gerning er det jo, at Tillægene altid kom lang Tid efter Vareprisernes Forhøjelser. Det er saaledes allerede paavist, at det første Dyrtidstillæg blev op­ naaet i Krigstidens andet Aar. Naar Foreningens Medlemmer i disse Aar ofte fremsatte den Paa­ stand, at der bestod et mindre godt Forhold imellem det almindelige Leveniveau og vort Fags Lønninger, maa der sikkert gives Medlem­ merne Ret heri. Vel havde Fagets Lønforhold gennemgaaet en Udvik­ ling i Aarene siden Fagforeningens Stiftelse, men dermed er ikke sagt, at denne Udvikling havde været tidssvarende. Paa et bestemt Om- raade havde den ikke været det, idet Akkordlønningerne ikke nær havde fulgt den samme Opgang som Timelønningerne. Lønnen, som i 1908 androg 20 Kroner pr. Uge for en 60 Timers Arbejdsuge, hvilket vil svare til ca. 33 Øre pr. Arbejdstime, var indtil 1924 forhøjet til 1,46 Kroner pr. Time, men for akkordlønnet Arbejde var en tilsvarende Forhøjelse ikke opnaaet. En bestemt Rudestørrelse, som i 1908 blev betalt med 5/2 Øre pr. Stk., stod i Overenskomsten for 1924 anført til 10/2 Øre pr. Stk. Man vil heraf se, at der i 1924 skulde præsteres dobbelt saa meget Ar­ bejde for at indtjene en Timeløn, end Tilfældet havde været i 1908. Dette Misforhold mærkedes kun af de akkordlønnede Svende, og det er da intet Under, at Utilfredsheden som oftest blev fremført af disse, og da det desuden altid var lettere at opnaa Lønudligning for timelønnede Arbejdere end for akkordlønnede Arbejdere, er det ikke underligt, at disse benyttede enhver Mulighed for at udnytte Overens­ komstens almindelige Bestemmelser mest muligt. Man har antageligt heri Grunden til, at den faglige Voldgiftsret var i næsten uafbrudt Virksomhed i Aarene efter Krigens Afslutning, men Voldgiftsrettens Kendelser var ikke altid i Svendenes Favør, og 13 193