GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Ugerne gik og det kneb med at samle Understøttelsen til de Strej­ kende sammen. »1870« tilbød Nielsen i St. Kongensgade, at blive Med­ lem og den Ære kunde han ikke staa for, han afskedigede sine fire Svende, og nu skulde ogsaa disse, der før havde understøttet, under­ støttes. Bestyrelsen søgte at faa Hjælp hos andre Fagforeninger og alle de Strejkende samlede ind paa »Kuponbøger«. I Løbet af de otte Uger, Strejken varede, fik man ad disse Veje ialt 1168 Kr., og naar det Beløb, som blev indbetalt af de Svende, der arbejdede hos de Mestre, som var gaaet ind paa Fagforeningens Krav, lagdes hertil samt Kasse­ beholdningen, blev hele det Beløb, som ialt udbetaltes, 1626 Kr. Beløbet, som den enkelte havde faaet efter de første Ugers intet, varierede mel­ lem 4 og 8 Kr. ugentlig. Da Strejken havde varet i syv Uger, var begge Parter naaet saa langt, at man enedes om at lade en Voldgift afgøre, hvorledes Daglønnen skulde være i Faget. Svendene valgte Georg Matzen, Ferd. Lorentzen og mig, medens Mestrene valgte Engstrøm, Aug. Duvier og Stallkneckt, og vi valgte Murerlaugets Oldermand, Vilh. Køhier, til Opmand. Paa hans Kontor i Ryesgade 25 fik vi saa Lejlighed til, efter hvers Ævne, at udfolde vor Veltalenhed. Jeg husker, at Murermester Køhier uden Foranledning, da han havde siddet og læst i Priskuranten, sagde: »Ja, vi skal jo kun tale om de Punkter, som De ikke er enige om, for jeg synes, at den Paragraf, om Voldgiftsrettens Sammensætning, er en un­ derlig een.« »Ja,« kunde jeg ikke dy mig for at sige, »det er en af dem, som der ved Lejlighed kan blive Revolution ud af.« Baade Lorentzen og Matzen bebrejdede mig paa Hjemvejen min Udtalelse, men jeg har aldrig fortrudt den. I Mødet den 9. Maj kunde Lorentzen oplæse Opmandens Afgørelse. Den lød paa, at Ugelønnen skulde være 20 Kr., dog at Ungsvendene i det første Aar skulde nøjes med 18 Kr. og Hjælpearbejde skulde der ikke være noget, der hed. Saa kom atter en Del Møder, hvor forskelligt debatteres vidt og bredt, men Forholdene er saaledes, at det hele kan betegnes som Træt­ hed efter Kampen. Formanden, Georg Matzen, havde efterhaanden paa forskellig Maade gjort sig selv umulig og derfor valgtes Rud. Surland til hans Efterfølger paa Generalforsamlingen den 9. August 1897. Ud fra den Tanke gerne at ville vise Mestrene, at Svendene ogsaa havde Interesser for andet end Lønnen, stillede jeg paa samme Gene- 124