GeorgeBrandes_1913

84

sunget H avet.1 Han siger dette fo r alen e at give sin Racefæ lle H eine Æ ren af at være den fø rste Sk ildrer a f H avet i ty sk Sprog. Im id lertid har ingen ty sk D igter, m aa sk e ingen and en D igter overhoved et, v ist sig saa m od tagelig fo r Ind tryk af Vandet i a lle dets v ek slend e Sk ikk elser som netop Goethe.2 R igest har det dog sat han s F o re ­ stillinger i Bevæ gelse, naar det vandrer som K ilde, F lod , V and fald og Ocean h en over Jor­ den. Goethe har gengivet S torm en paa H avet (»S eefah rt« ), dets spejlglatte F lad e (»Meeres S tille), Søen s dragende Magt (»Der F isch er« ). H avet i alle dets Stemninger, i dets Ubændighed , dets Ro, dets U endeligh ed har h an m a let i »Faust« (Vers 255— 63; V. 6239— 49; V. 10212— 10234). F o rførend e skildrer M efistofeles H avets F lo ra og det D yreliv, som rører sig under de lyseg rønn e Bølger (V. 6006— 25); ogsaa i »Prom eteus« aabn es fo r Havets indre Bolig. Oceanet danner den la r ­ m end e Bagrund fo r »D ie na tü rlich e Toch ter«; a f­ slu ttes H orison ten i »Pandora« er Sceneriet for »Reise der Söhne M egraprazons«, og det oplader sig for F au st som en V ision i A ften solen s Skin »mit erw ärm ten Bu sen«. Særligt har Goethe elsk et Syd en s Hav. T il M iddelhavet føres vi i »A lexis und Dora«; dets K larhed og festlige Stilhed m aler han i to L injer i »Nausikaa«: 1 Bd. 6, p. 457. 2 Se min »Goethes Naturfølelsec 1909, p. 185—97.