GeorgeBrandes_1913

80 H v ilk en L ejlighed til engang at optræde som P syk o lo g og L itteraturkritiker har Brandes ikk e her ladet und slipp e sig! E ller b lo t han idetm ind - ste havd e tiet 0111 Shakesp eare. Hører der endelig m egen Skarpsind til at genfinde Son etternes Sh ak e­ speare i Ungdom sd igtet »Venus og Adonis«, hvor Shakespeare m ed Ungdomm en s F rim od igh ed og Aabenhed tolker sin Begejstring for det m and lige L egem es og den m and lige Sjæls Skønhed? F ø rst i Sku esp illen e gives der Læ seren Gaader at gætte, An ledn ing til E ftertank e, saaled es i »As y ou lik e it« dog allerm est i H am letsk ikk elsen . I K ongesønnen , der hyk ler overfor Verden og lider ved at være elsk et af en Kvinde (O felia), har Shakesp eare m aa sk e igen givet os N øg len til For- staa elsen a f sin Natur. S takkels Brandes! Med sarkastisk O verlegen ­ hed i Gebærder, m en uend elig t en fold igere end de Kritikere, han sigter til, ud taler han i An ledning a f sin F o rto lkn ing af Sonetterne: »De F leste er a ltfor dumm e til at kunn e læ se, altfor stum p e til at kunn e forstaa, altfor sløv e til at fø le m ed de L idelser, de erfare, og altfor tilbøjelige til endog i Shakespeares Vers og R im kun at fmde Kling- klang, som det hører til D ann elsen at k end e.1 Hvor lig egy ld ig efter denne B rand es’ B lottelse at erfare, at han s Shakespeare-Værk ogsaa ellers m angler enhver kritisk Selvstænd ighed, at det, som A lfred Ip sen har paavist, »tillid sfu ld t fø l- 1 »Essays« 1889, p. 282.