GeorgeBrandes_1913

77 vover han at fo rstille sig frisind et. H an gaar im id ­ lertid ud fra, at den m oderne Læ severd en er lige- saa bornert, som han selv og und sk y ld er derfor Shakespeare. H an erklærer, at »noget a f det, som i Sonetterne m est overrasker den m od ern e Læser, der komm er til dem ud en Ivjendskab til R enæ s­ sancetid en s F ø lem aad e, deres F o rh o ld til den græske Oltid, den s Vedtægter og po etisk e Stil, er det E lskov ssp rog , D igteren fører«.1 D en gan ske anderledes m ed A ntik ens Kultur fo rtro lige Georg Brandes v il indb ild e os og sig selv, at Stud iet af Antiken kan forvand le M ennesk ets ero tisk e F ø ­ lelse, kan gøre nogen ligefrem fo relsk et i P erson er af samm e Køn! H an m ener paa den and en Side, at Shakesp eares L id en skab b lo t er en erotisk farvet V en sk ab sfø lelse efter p la ton isk F o rb illed e,2 ja endog vedtægtsmæ ssig, altsaa a l l i g e v e l ikk e ind ividu elt følt! Sam tid ig m ed at Brandes er fr a p ­ peret over Shakesp eares H om o sexua litet, forsøger han altsaa at m ildn e denne ved at kalde den V en ­ skab eller hen føre den til T id en s F ø lem aad e g en ­ nem Grækerkendskabet. Shakesp eare har da en elend ig Forsvarer i Brandes, som Moralister altid er slette Advokater og slette P syko log er. Th i hverken ad sk ilte R enæ ssancen sig i sit F ø lelsesliv fra vor Tid, ud en ved at være k r a f­ tigere og være u jød isk , ej h eller er den m oderne

1 Shakespeare, Bd. 2, p. 97. 2 Shakespeare, Bd. 2, p. 111.