GeorgeBrandes_1913

183

Andersen i sin barnlige Selvoptagethed! Nej, der er Ø rkenens tørre Øde og Rabbinerens golde Ab­ strak th ed i han s Sprog. Naar B randes’ Opgør med Livet er saa let­ færdigt, er som en Anklage tillige mod dette og Sam fundet, er det ikk e underligt, han ofte jamrer over L ivets Siethed, som havde det narret ham . D et h a r narret ham ; thi h a n vilde narre Verden. D en Maade, hvorpaa Brandes i sine Værker har in troduceret Evropa, ligner den, hvorpaa v isse F o lk i R enæ ssancen frembragte m ekaniske Dyr, der kund e bevæge sig, dreje Hovedet og give en D el Lyde, naar de blev trukket op. Han har fryd et sin e T ilhængere med at frem vise denne zoo log isk e Have, hvor m an hørte stive Dyreduk- ker ho ste og harke og kradse paa Gulvet med de døde Lemm er. Ganske morsom t, m en meget barnagtigt. Brandes undrer sig over, at den klare, nøgterne M enneskeforstand, som han siger, er hans Styrke,1) ikk e opfattes som genial. Og dog er det n etop denn e b lo t ræsonnerende, praktisk tæn­ kende, a lm indelige, normale Fornuft, der h in ­ drer ham i at trænge ind i saavel store Aan­ ders Ind ividualitet, den, der altid er ejendom ­ m elig, som i andre Racers Sjælsrørelser. D e lev end e Kulturbevægelser, de organiske, har han aldrig forstaået, aldrig kunnet bestemme 1 Illustr. Tidende 4—2—1912.