GeorgeBrandes_1913

178

Har V irkn ingen a f den lib era l-jød isk e Aand herh jemm e v ist sig som den ab solu tte Aand løs- hed, b lev dens F rih ed s Vugge straks en K irke- gaard, og er den forjød ede T yp e tom og overfla­ disk, som den Døgn litteratur og Sp idsborger Mo­ ral, der har været m ed til at danne den, saa er det dog ikk e u in teressan t at erfare, hvorled es B evæ ­ gelsens Storm ester ser ud »intim e«, som han selv har tegnet sig i sit ind til nu tre tykk e B ind s »Lev­ ned«. Sig selv uafv id end e, b lændet af sin Sk inb erøm ­ m else, giver Georg Brandes, fø rst i sin e R ejseind ­ tryk (Bd. 11), dernæst og især i sin Selvbiografi, en rystende Sk ildring af sin Sjæl, dens Attraa, den s m anglend e F o rho ld til Kunst, V iden skab og R eligion, først og sid st dog dens grænseløse S elv ­ forgudelse. U friv illig fæ lder Brandes den haard este D om over sig selv, u friv illig afslører han Y nk eligh eden i den Kultur, han har gjort sig til Fører for. Ikk e saaledes, at han sk ildrer denn e Kultur, dens Brist og dens Styrke og hvad der m islykk ed es i den og hvad der lykk ed es — nej, det frem gaar a f han s Skildring, at B evægelsen, han frem kald te, førte til det, som var m en t m ed den: D y rk e lsen a f ham selv. Om dette Selv drejer sig de tu sende Sider. Vi lærer det at kend e som en Sjæl, hvo ri in tet er forborgent, intet uend eligt, intet stort, in tet en ­ som t, som aldrig har arbejdet ud en at sk ele efter