GeorgeBrandes_1913

172

haab lø s, trøstesløs, »lysest naar den er graat i graat«. D e n m elank o lsk e Grundtone, I. P . Jacob sen havd e givet i »N iels L yhn e« , ford i den ka rak teri­ serede Mændene fra den trætte T id lige efter Kri­ gen, er for Brandes a l l e T iders ob jek tive L iv s­ syn. »Det er ikk e P essim ism e« , erklærer han , »blot Ind sigt i de haarde V ilkaar, L ivet byder«, hvor »vi forsmæ gter hver fo r sig i en Ørken«.1 D enne væ rd iform ind sk ed e L ivsbetragtn ing ho s Partiets Mænd er det, som især frastød te J ohan ­ nes Jørgensen . H an ud taler herom : »Der gaves ej Kærlighed, kun Lyst; in tet Geni, kun b ehæ n ­ dige Talen ter. De svinger deres lille Gnist rundt i Lu ften , saa det ser ud, som stod der en Glorie om deres H oved er«.2 Georg Brandes tillægger ogsaa sin om ikk e D iscip el, saa dog T ilhænger A lexander Ivjelland dette sit Syn paa T ilvæ relsen , hvor denn e lader P a stor Mårtens sige: »Der lev es et h elt L iv paa lu tter V ragstumper, og M adeleine svarer: Saa- ledes lever vi a lle« .3 Naturligvis! Naar efter Georg B rand es’ An­ sku else det udvortes Velvære ikk e blot er en B etingelse for A and sliv,4 m en er vort L ivs Maal — naar for ham som for han s Fæ ller F a ttig ­ 1 Bd. 3, p. 26—27. 2 »Livsløgn og Livssandhed« 2 Udg. 1896, p. 23.

3 Bd. 18, p. 158. 4 Bd. 17, p. 281.