GeorgeBrandes_1913

121

ved sin Ud talelse om Brandes’ »K ierkegaard«, at det i den frem for alt er Sjæ len, som er fjæ rnet af K ierkegaards L iv og V irksomhed« 1 ram t alle B randes’ E ssay s, enkelte a f han s U ngdom sarb ej­ der undtagne: han tager L ivet af de Genier, han behandler. Og hvor fo rlokk end e m aa det ellers ikk e være for en p syk olog isk Kritiker, der er A teist, at fo r ­ dybe sig i Søren Kierkegaard, Tænkeren, hv em de Troende tager A fstand fra, og som ikk e kan overbevise de Vantro, derim od skænker enhver L itteraturelsker en u forb eho ld en kun stn erisk N y ­ delse! K ierkegaard udtaler i »Frygt og Bæven«, at ingen R eflek sion kan tilvejebringe en B e væ g else; og i K ierkegaards L idenskab og T rosiver er af ganske samm e Grnnd ingen prak tisk Bevægelse. Troen er ham i den Grad en Kunst og et In sp ira ­ tionsm iddel, en Tanken s D ialek tik , at han k ok et­ terer m ed den som en Akrobat m ed sin g ym n a ­ stiske Færdighed. Saavel i R eligionen som i K un ­ sten befrier han sig fra det etiske. H avde K ierke­ gaard levet under større Forhold , saa han s L id en ­ skab ikke var bleven forkrøblet, vilde h an være lig Oskar W ilde, saa ab solu t gør han T roen og det artistiske til Hjærnens Perversitet, til Lapseri. Hvad har Brandes faaet ud af K ierkegaard? Han bekender det selv i et privat Brev til N ietzsche, nem lig, at han s Bog om K ierkegaard var en Slags 1 W. Rudin: Søren Kirkegaard, 1880, p. 6.