GeorgBrandesLevned_1908

Haarde Tider 301 hvis Følger jeg endnu fornam. Nu skulde jeg paa den lægge min Datter i Jorden. 24. November om Natten sad jeg i mit øde, triste Hjem, mens Vinden hylede afskyeligt omkring Hjørnet. Jeg kunde (underligt nok) ikke slippe nogle Vers af den anden Jesaias (65. Kap.), der aldrig før havde sysselsat mig, i hans Spaa- domme om en tilkommende, lykkelig Tid:

Da skal man ikke mere høre Graad. Der skal ikke mere dø Smaabørn og ingen Olding, som ikke har levet sit Liv til Ende. Mine Udvalgte skal nyde Frugterne af deres Arbejd,

de skal ikke arbejde forgæves, ikke avle Børn til brat Død.

Og jeg sagde til mig selv: Dette er vel skrevet omtrent 536, lige før Tilbagevendelsen fra Babylon. For 2426 Aar siden haabede da den burnusklædte Poet, som sad dér i det gamle Babylon og glædede sig over Persernes Nedbryden af det assyriske Rige, at en saadan Tilstand var nær forestaaende. Hvor tog han fejl! Under en afskyelig, raa Østenvind, der gik til Marv og Ben, blev hun sænket i Jorden. Præstens Tale var op­ rørende, nærmest rettet imod mig, desuden stupid: han be­ tonede atter og atter, at det tiaarige Barn var Synderinde. Han misbrugte det Overtag, som det gav ham, at jeg af velovervejede Grunde havde ladet den lille Pige døbe; jeg havde gjort hvad jeg kunde for at skaane hende for Vanske­ ligheder i det paa Vanskeligheder forud tilstrækkeligt rige Jordeliv. Min Foragt for ham, som var stum, var ikke svagere for det, men slugtes af Kvalen. Venners Deltagelse gjorde desuden godt.