GeorgBrandesLevned_1907

Hjemme 71 andre formentlige Venner. Men denne første Oplevelse, hvorpaa jeg ikke var forberedt, modnede mig. Mit Digt til Henrik Ibsen fra Rom viser, at jeg ikke af mine tidligere Kammerater ventede mig nogen virksom Bistand i en aandelig Brydning som denne. De færreste af dem var jo tilmed mine Meningsfæller. Alligevel havde jeg som det gaar, teoretisk været mere forberedt paa Ensom­ heden end praktisk, og saa hærdet jeg havde indbildt mig at være, mange ældre Venners Holdning overraskede mig pinligt. En Aften ved en Koncert i Musikforeningen kom jeg til at passere min gamle Ven og Kampfælle Gabriel Sibbern. Neppe havde jeg rakt Haanden ud imod ham, før jeg saa hans Ansigt skifte Udtryk: „Vort Forhold er ikke mere det samme. Ogsaa jeg har rettet Angreb paa det Bestaaende; men ikke som De med Lidenskab og saadan.“ For det nationale Temperament var selve Lidenskaben af det Onde. Naar mine ældre Venner saaledes lod mig helt i Stikken, fortjener de visselig ikke nogen Dadel af den Grund. Det var min Sag, ikke deres, det gjaldt, og selv hvor Sagen ogsaa var deres, jeg havde ikke raadført mig med dem, før jeg optraadte, og de havde Lov at misbillige Maaden, hvor­ paa jeg var gaaet tilværks, som efter den Tids Opfattelse var voldsom og hensynsløs, efter min egen og vistnok efter senere Tiders ikke blot urban, men hensynsfuld. Typen for mine Angreb var dette paa en Enkelthed i Oehlen- schlagers Aladdin. Først Udbrud af overstrømmende An­ erkendelse i Stil med den danske Overlevering, ja over­ bydende denne: „Aladdin er Geniet, og med den guddomme­ ligt begavede Aands hele sublime Dristighed detroniserer Oehlenschlager Faustfiguren“ og „Jeg tilbageholder ethvert Udtryk for min næslen uindskrænkede Beundring for dette Digt“, saa først den forsigtigt afvejede Bemærkning, at