GeorgBrandesLevned_1907

48

Italien tilbage, endelig ogsaa Minespil, som røbede, at man endnu var ved den allerførste Station af Cicisbeatet, saa man kun smilede og saa ned, istedenfor at se hinanden ind i Øjet. Af og til iagttog jeg dog ogsaa en ung Kvinde, der med en mærkværdig og aarvaagen Udholdenhed undgik en Mands Blik. Hvad var det, som gjorde disse Kvinder saa smukke? Først Race og Klima naturligvis, saa den medfødte Sans for Ynde i Væsen og Adfærd, saa den fuldstændige Lediggang og Tankeløshed. De var endnu de samme uforstyrret rolige og dejlige Dyr som paa Tizians og Veroneses Tid. Paa Pladsen fodredes, dengang som nu, af de Fremmede en Skare af Duer. Men disse var ogsaa noget nær Vene­ digs eneste Dyr; forsaavidt kunde den kaldes den menneske­ ligste By. Der fandtes nogle Hunde, et Par levende Heste foruden dem af Bronce paa Kirken, ellers ingen Dyr. Det var maaske derfor, at de venezianske Malere med saa stor Forkærlighed anbragte enkelte fine og sjældne Dyr, som Mynder eller Aber, i deres Billeder. Det var jo ogsaa en Venezianer, Bassano, der ret begyndte at indføre Dyrene i den italienske Kunst. Jeg lod mit Blik dvæle endnu engang ved Biblioteket, hvis fuldendte Bygningskunst mindede mig en Smule om Palazzo Farnese i Rom. To Etager af de skønneste Rund­ buer, hvilende paa prægtige Søjler, der hver for sig ind- fattedes af Buernes nedre Dele, som i det underste Stok­ værk af Farnese. Indtrykket var: ædel Styrke, rolig Fasthed, Pragt uden Yppighed, let, stolt Dejlighed uden Strenghed som uden overdaadig Udsmykning. Overfor tog det underfulde Dogepalads sig ud som et arkitektonisk Paradoks; thi det lagde det Massive paa det Gennembrudte; men dets aabne Søjlegang var saa mægtig, at den, som Atlas bærer Jorden, bar Stokværket med de