GeorgBrandesLevned_1907

40

Italien noget om Danmark; vi havde en dygtig mandlig Ungdom (une bella gioventu); vore Kvinder var af Udseende roman- tiche — men var de virkeligt allesammen blonde? De fandt det naturligvis fint at være blond. Er det en intelli­ gent Nation, den danske? spurgte Vigoriti. Jeg tøvede noget med Svaret, da jeg nødigt vilde prale, og nødigt lyve. Men Peccei kom mig i Forkøbet med det udmærkede Svar: Alle søfarende Nationer er intelligente. De rystede mine Hænder, da vi ved Padua maatte skilles; men hurtigt greb de min Haandkuffert og min Taske og bar dem ned paa Stationen, kørte saa videre til Venedig. Nabobyer har altid noget tilfælles. Padua mindede ved sine Buegange om Bologna, medens dens Kupler varslede om Venedig. Hovedkirken San Antonio (viet Byens Helgen) havde massive, firkantede Piller med Spidsbuer og to dejligt smykkede Kapeller paa hver sin Side af Midterkuppelen. Det tilhøjre havde gulrøde Marmorsøjler, stærk Forgyldning og brogede Fresker; det tilvenstre slanke, fine Søjler af lysegraat Marmor og en Række fuldendt skønne, snehvide Marmorreliefer over det af tredive Vokskerter belyste Alter, bag hvilket Helgenens Levninger bevaredes. Unge Kvinder kom og lagde deres Haand paa Alterets grønne Marmorsider for at opnaa et eller andet. Imens spilte Orgelet, og Røgelse fyldte Kirken. Der var godt at være. Foruden Byens andre Kirker og Paladser besøgte jeg ogsaa det ældgamle Universitet. Rundt om paa Gaardens Mure var fremragende Elevers Vaabenskjolde ophængte. Næsten hver fjerde var dansk. Der var Navne som Thomas Fiuren, Danus; Alexius Walckendorph, Danus; Ludovicus Johan Puchius, Rip. Danus; Severinus Johannes Bonzius, Randrus, Danus. Over Brødrene Fiurens Navn stod Ale- manna, over Thomas Bartholinus’s Romana, hvad vel be­ tydede Studenterforbindelser; iøvrigt havde de antegnet, om