GeorgBrandesLevned_1907
32
Italien tredie Klasse, derfor med et Godstog, var Farten ikke stærk, men jeg sagde med Bjørnsons Bergliot: Kør langsomt; thi vi kommer tidsnok hjem. Som beliggende ved Arno havde Pisa nødvendigvis nogen Lighed med Florents, men den var en langt mindre alders-tegnet By. Intet, der kunde lignes med Ponte vecchios ældgamle, snurrige Dejlighed. Gaderne var vel bedækkede med de toskanske Byers store, smukke Fliser, men regel rette og snorlige. Byens Skønhed var samlet paa den vidtberømte Duome- plads, der laa ensomt, afsides. Øjet søgte uvilkaarligt først det skæve Taarn, droges dog ikke mest deraf men af Bap- tisteriet, der i Form af en uhyre Pavekrone fængslede Op mærksomheden, og af Duomen med sin overraskende Søjle- fagade i fem Stokværk. Fra dem vendte Blikket tilbage til det skæve Taarn, den fine, høje, runde Bygning, bestaaende af otte hvide Marmor-Etager over hinanden, hver af de seks midterste dannet af fire og tyve yndefuldt slanke Søjler i Kres. Taarnet vilde været endnu smukkere, om det havde staaet lodret. Duomen tog sig i Sammenligning dobbelt skøn, solid og alvorlig ud, blot fordi den stod. En dyb og mærk værdig Kærlighed til det Lodrette var øjensynligt indgroet i Menneskesindet. Vi hadede det skæve. Det oprørte os, fordi Øjet følte det som en Fornærmelse, og vi vendte os da harmfulde bort. Ikke desmindre var det denne Bizarritet, denne Hæslighed i det fine Mindesmærkes Holdning, der havde gjort det til det eneste berømte i dette Trekløver af Monumenter og gjort Byens Navn kendt over Jordkloden. Vi elskede det Lodrette, som vi elskede det Gode. Begge Dele var et Krav i vor Natur, en Trang i vort Væsen. Ogsaa skønne Aander saarede os, ifald de var skæve, som Rousseau eller Kierkegaard. Det at staa lige paa Jorden, var Grundbetingelsen for alt andet.
Made with FlippingBook