GeorgBrandesLevned_1907

212

Omflakkende Liv af den Godhed at afryste dette T ryk? Der var intet andet for. Man fik tage Initiativet og gøre, som det store Dyr gør, naar det plages af mange smaa Dyr: det ryster Plagerne af sig. Taleren maatte opfordre den norske Løve til at gøre dette Experiment. Han vilde her bede om ikke at blive misforstaaet. Det glædede Taleren at se saa mange ældre Mænd i Forsamlingen; det vilde bedrøvet ham kun at se unge Ansigter omkring sig. Han skulde forklare af hvad Grund. Det var ikke sjældent, han modtog Breve fra unge Mænd heroppe, der ønskede at berige hans Tidsskrift med Bidrag, der for en stor Del bestod af umodne Angreb paa Kirke og Gejstlighed. Naar Brevskriveren rigtig havde talt fra Leveren, kom han tilsidst med en indstændig Bøn til Udgiveren om endelig at fortie hans Navn. Taleren havde altid hørt de Norske omtale som modige og ufor­ færdede; dette forekom ham ikke at være Tilfældet med de unge Mænd, hvormed han saaledes var kommen i Berøring. Taleren vilde alvorlig advare de tilstedeværende Unge mod hin Art Tyveaars Radikalisme, fordi den gerne følges af Konservatisme i Trediverne, og Taleren kendte ikke no­ gen sørgeligere Race end Højkonservative, der havde været blodrøde i sit tyvende Aar. Taleren mente, at hine unge Mænd manglede det rette Syn paa Forholdene; de skulde hellere vente med at udtale sig offentlig, indtil de kunde være sine Anskuelser bekendt og staa ved sin Overbevis­ ning. Taleren vilde da sige: I tilhører et Land, som er i Besiddelse af en forholdsvis stor politisk Frihed, og dog har I en Bestemmelse i Eders Grundlov som dens Paragraf 92, at ingen Mand kan opnaa noget Embede i Norge, medmindre han tilhører den norske Statskirke, og dog er der liden Ud­ sigt til, at I i en nogenlunde nær Fremtid kan opnaa blot en Institution som borgerligt Ægteskab. Men det afhænger af Eders eget personlige Initiativ, om disse Reformer overhovedet