GeorgBrandesLevned_1907

168

Hjemme og ude skulde leve, og til Forfølgelsen i den Presse, af hvilken han som Forretningsmand var afhængig. Adskillige især gejst­ lige Penne rettede sig direkte mod Forlæggeren, der maatte høre ilde for, at han, som var høje Gejstliges Tillidsmand, desuden selv en Mand, hvis Religiøsitet Ingen drog i Tvivl, vilde staa som Udgiver af et Foretagende, hvis Ledere op­ fattedes som Kirkens erklærede Fjender, der sad paa Spot­ teres Bænk. De to Udgivere havde jævnligt Kampe at be- staa for at faa en Artikel optaget og maatte tage mange Hensyn, ifald de ikke straks vilde opgive Ævred. Efter- haanden havde de det bestemte Indtryk, at Hefternes Ind­ hold før Udgivelsen blev underkastet gejstlig Censur. Men til denne Vanskelighed overfor Forlæggeren kom en anden, meget stor, vedrørende den literære Kritik af det danske og det norske Bogmarked. En stor Del af hvert Aars literære Grøde var skudt i Vejret paa det Gylden­ dalske Forlag. Fra først af tog min Broder intet Hensyn til, paa hvad Forlag en Bog var kommet ud, men bedømte den, som var den faldet ned paa hans Bord fra Himlen. Det viste sig dog snart, at var Dommen ugunstig eller affærdigende, saa passerede den ikke. Det forekom med Rette Forlæg­ geren ganske urimeligt, at han selv skulde udgive et Tids­ skrift, hvori et stort Antal af hans andre Foretagender ret hyppigt blev overlegent misrekommanderte. Han nedlagde da en Protest, som man var nødsaget til at tage til Følge. Der var endelig endnu en Vanskelighed. Langt pinligere end de fritænkerske Træk i den nyere Literatur var for Hegel det relative Frisprog paa det kønslige Omraade. Han var blufærdig til det Yderste, som det senere viste sig i hans Afvisning af Amalie Skrams allerede antagne og trykte første Roman og af Erna Juel-Hansens første større Fortæl­ ling. Han vilde ikke tillade Trykningen af noget, der i seksuel Henseende kunde give Anstød. Og saaledes