GeorgBrandesLevned_1907

128

Hjemme og ude som den Gnist, der stak Moskva i Brand, ikke var kemisk forskellig fra den, ved hvilken en Landsbypræst tænder sin Pibe — saa svarte han, at der var stor Forskel paa de barn­ lige Tidsaldere, hvor den Enkelte endnu ikke gjorde sig gældende, saa Værkerne mest var navnløse, og de højtkulti- verede Tider, hvor det geniale Individ isolerer sig i selsom og dog fuldt berettiget Frembringelsesdrift og saaledes bliver Ophav til Værker, der løfter sig op over deres Tid og det Folk, hvoraf de oprandt. Naar jeg overfor ham gjorde gældende, at vi var tøjrede, skrev han til Svar, at det var sandt nok, men hvad det kom an paa var Tøjrets Længde. Hvis en Ged havde saa langt et Tøjr, at den kunde gaa fra Marken helt op paa Bjerget og fodre sig med Alpeurter, saa deres Aroma sporedes i dens Mælk, saa kunde ikke deraf sluttes, at disse Urter voksede paa det Lavland, hvor alle de andre Geder søgte deres Næring. I Virkeligheden sagde jeg brevligt kun Heyse saa meget imod som var nødvendigt for at bringe ham til fortsat Ud­ foldelse af hans Synsmaade; thi — som han ogsaa tidligt følte — vor Uenighed var kun en Ordstrid; inderst inde var jeg ikke mindre tilbøjelig end han til Tro paa den En­ keltes Magt og Ret, og forsaavidt den filosofiske Determi­ nisme nogen Tid havde dulgt mig selv den lidenskabelige Individualisme, der slumrede i min Sjæl, saa blev den mig nu bevidst under det første Halvaars Brevveksling med Heyse. Da vi endelig mødtes, opdagede vi derfor til vor Over­ raskelse, at hvad i al Verden vi end berørte, Forhold, P e r­ soner, videnskabelige Spørgsmaal, saa herskede der den latter­ ligste Overensstemmelse mellem os.