GeorgBrandesLevned_1907

118

Ude Lassalle bevæget sig og været det levende Bevis for, at høj Kultur og Lærdom lod sig forene med Overbevisningen om, at Samfundets økonomiske Ordning stod for Fald. Tilmed havde alle de Ældre, Kvinder som Mænd, i Aarene 1848— 1849 været revolutionære, og fra den politiske Omvæltning til den sociale var der ikke langt. Hvad mærkeligere var: i disse Krese fandtes intet Fædre­ landeri. Der var vel enkelte Damer, mest saadanne, der var aldeles uberørte af fransk Kultur, hvem Nationalfølelsen var steget noget til Hovedet, og hvis Domme over fremmede Folkeslag ikke var upartiske. Men man kunde jo ikke for­ tænke en fremragende Kvinde, der havde oplevet Tysklands politiske Ydmygelser og set dets Genrejsning, i at hun sva­ rede en Fremmed, der smagløst komplimenterende sagde: Nu er det de Tyske, som er bievne la grande nation: „Det har vi altid væ ret“. løvrigt var netop overfor det slagne Frankrig den gode Tone i disse Hjem sympatisk og saa hen­ synsfuld, at Overtrædelse af den straffedes med Barskhed. Et af de gæstfrieste Huse i Datidens frisindede Berlin, en virkelig Salon afgav Rigsdagsmanden og Forlæggeren Franz Dunckers Hjem foran i Potsdamerstrasse, hvor hvad man i Rusland kalder Intelligensen havde et Samlingssted. Der mødtes de allerfleste, som var fremragende i frisindet Poli­ tik og Literatur. En Dag, da der var nogle Franskmænd tilbords og anrettedes Haresteg, tillod en chauvinistisk og noget grov Rigsdagsmand sig den slette Vittighed, til en af de franske Gæster at betegne Haren som hans Landsmand; Meningen var, at Harerne løb som den franske Hær. Fru Lina Duncker befalede ham, saasnart man havde rejst sig fra Bordet, at forlade Selskabet og Huset.*) *) Se Samlede Skrifter XIV. 212.