GeorgBrandesLevned_1907

Italien 5 sniger sig ind i Damens Sovekammer. De romerske Tøse fnisede rundt om i Parterret, Mændene sagde O h ! og kastede Sideblik omkring sig. Fruen kommer, tænder sit Lys, siger: „Det er sent, man maa i Seng“ og gaar ind i sit Kammer. Tilskuerne ventede aandeløse; men der hørtes fra Scenen intet Skrig. De romerske Tøse stak da i at grine af fuld Hals, og Mændene saa sig triumferende om. Nogle sagde: „Hun finder sig i det“, andre: „Lyset gik ud“. Tom Scene. Den prøjsiske Major, ogsaa han med høje Støvler, kommer ind med et Lys og en Pistol; han vil forsvare sin Datters Ære med Skydevaaben. Uheldigvis véd den Tapre ikke af, at Ransmanden allerede er paa Pladsen. En tyk Matrone med fire Fingerringe paa hver Finger, der sad ved Siden af mig, raabte: Maito, det er udlagt Fæ! Majoren sætter sig med Pistolen i Haanden udenfor Kammerdøren, som for at Ingen skal forstyrre de lykkelige. Tæppet gaar ned, og Publikum jubler i vilden Sky. — I tredie Akt kommer vor Ven Luther frigivet tilbage. Hans Kone græder, tuder, hyler og fortæller ham, at han er — noksagt. Hun kravler i længere Tid frem og tilbage paa sine Knæ og tigger om Forladelse. Romerne raabte: Basta! Basta! og den nye Luther havde vist gerne tilgivet hende; men han turde jo ikke gaa ud af sin Rolle: Akten endte med, at han løftede Haanden imod hende og blev staaende med skrævende Ben i Tableau. Tæppet vilde ikke falde. Han stod bestandig. Endelig fik man Snorene redede fra hverandre, og Tilskuerne gik, just som Solen gik ned. Saa tidt en saadan Forestillings Replikskifte blev over­ døvet af Kirkeklokkernes Slag, undlod Tilhørerne ikke at udtømme sig i Forbandelser over Gejstligheden, der gjorde alt dette Spektakel og forstyrrede enhver Fornøjelse. Ingen By stod dengang i kunstnerisk Henseende lavere end selve dette Rom, hvis kunstneriske Fortid var saa stor

Made with