GeorgBrandesEtPortræt

Side i hans brede Sofa, med Bordet trukket tæt ind og en hel Dynge Digtere foran os. Der rev vi Hjærtet ud af Shelley, Wordsworth og Swin* burne, mens jeg læste højt og Brandes hvert Øjeblik afbrød mig, snart med et Spørgsmaal, snart for at udtrykke sin Beundring, ofte med heftige Indvendinger eller ligefrem Mishag. Han tog intet for givet; de mest hellige og ukrænkes lige Linjer maatte møde for hans Domstol, med deres Nimbus i Haanden og plædere for den Udødelighed, vi allesammen mente de forlængst havde uomtvistelig Hævd paa. Hans Iver, hans Friskhed, hans overraskende Synspunkter fyldte mig med ny Tilegnelses Glæde. Jeg lærte af ham, lærte med Jærnbanefart, mest gennem hans lidenskabelige Sympati. Naar han fandt noget, han rigtig syntes om, blev han stormende glad. V i var ved »Ode to the West Wind», som han aldrig før havde set. Jeg læste den langsomt: Make me thy lyre, even as the forest is! og Brandes, der fulgte med i Bogen, dirrede af Velbehag. Men da vi kom til Slutningen: Drive my dead thoughts over the universe gentog han uvilkaarligt Ordene som et Ekko, og ved de sidste to Linjer: Scatter as from an unextinguished hearth ashes and sparks, my words among mankind! brød han ud i vilde og uforstaaelige Lyde, som fyldt af en i Sandhed usigelig Begejstring, ka* stede sig tilbage i Sofaen og laa der henstrakt i en Slags Bedøvelse, i den Grad havde det r7