GeorgBrandesEtPortræt

være store, og de skal blive Dem ærligt godt* gjorte.«------- Naar man traadte ind i Arbejdsværelset, niks kede han glad og pegede paa en Stol, mens han fortsatte sit A rbejde. Fra Vinduet, hvis øverste Rude altid stod paa Klem, strømmede den friske Luft ind i Stuen og blandede sig med den fine Duft af ren Sæbe og Kølnervand, der omgav ham. Da jeg engang hentydede til Stuens friske Duft, sagde han med et Smil: »De véd — den Hellige dufter rent.« — Alle Vægge var dækket med Bogreoler fra Gulv til Loft, midt paa Gulvet stod et gammelt Bord, bugnende af tilsendte Bøger — hans Rædsel og hemmelige Stolthed — og af de Værker, han i Øjeblikket havde Brug for til sit Arbejde. Bor* det kaldte han »Bjerget«. Da han arbejdede paa Voltaire og »Bjerget« var overfyldt med Stabel ovenpaa Stabel, pegede han en Dag mismodigt der# paa og sagde med et Suk: »A k ja — naar Bjerget barsler, føder det en Mus.« — A f Møbler var der kun faa og nødtørftige: en Divan, som han paa Grund af de hyppige Aarebetændelser havde maattet anskaffe sig til at hvile paa i Pauserne, et Par umagelige Stole og en Slags Tronstol i Jubb læumsstil, en »G ru« fra sikkert velmenende Be* undrere. A f Luksus intet, ingen Billeder, kun et Par Fotografier af Afstøbninger i Vindueskarmen, en Radering af Klinger, forestillende den unge 184