GeorgBrandesEtPortræt

I

uophørlig gentagende: Det er Dem! Det er Dem!« . . . Georg Brandes er traadt et Skridt tilbage paa Katedret, idet han med løftede Hænder og Blikket tilbedende vendt mod den løftede Kejser? skikkelse stønner i henført Ekstase: Det er Dem ! Det er Dem! — Staar saa et Ø jeblik stille, medens Hænderne langsomt synker og en bleg og træt Maske lægger sig over hans Ansigt. Saa gaar han et Skridt frem mod Katedret, lægger Hænderne fladt paa Pulten og siger lavt og enstonigt, kun med stærkt Pres paa Ordet »Han«: »Men Han syntes ikke at se eller høre noget. Han lod sig bære, med Armene fremad, med lukkede Øjne, med et stivt Smil paa Læberne som i Søvngængertilstand. Saa fik han sin Be? vidsthed tilbage, genkendte og omfavnede en? kelte. Gik saa ind i sit Kabinet og lukkede Døren bag sig. Øjeblikkelig satte han sig til sit Skrive? bord og begyndte sit Arbejde med at danne den nye Regering.« . . . Atter en Pause. Georg Brandes’ Ansigt er nu ganske roligt, Stormen har lagt sig, Eventyrets Porte, som han et Øjeblik havde aabnet, er atter lukkede. Og hævende sin følsomme Haand en Kende fra Pulten, som besværgende Bølgerne, han selv har rejst, glider hans næsten hviskende Stemme ud over Salen: 17 9