GeorgBrandesEtPortræt

nes Sind som de enkelte store Skuespillere i inspb rerede Øjeblikke. Jeg mindes et saadant lykkeligt Ø jeblik — Slutningen af hans Tale ved Drachmann# festen paa Raadhuset. Han holdt først et Øjeblik inde, samlende Opmærksomheden og Stemningen i en forventningsfuld Pause. Saa løftede han sit Blik mod det høje Loft, som om det var Himmelrum# met, der hvælvede sig over hans Hoved. Hævede saa Haanden langsomt og sagde — hentydende til et af Drachmanns kendte Digte: »H ø jt paa vor Himmel har nu Daggryets Gud med gylden Fin# ger tegnet, ikke sit Navn . . . « , og idet han med en ridderlig Bøjning sænkede den løftede Haand som en Fægter sænker sin Kaarde, samlede han sin Hyl# dest i en musikalsk Samklang af Bevægelsens Form, Pausens Stemning og Slutningsordenes Fanfare: »— men dit!« Eller en anden Aften, da han under Verdenskri# gen holdt sit Foredrag om Napoleon. Foredraget var en Hyldest til »det store Menneske«, hvorom hans Tanker kresede i det sidste Afsnit af hans Liv, og som affødte hans Alderdoms bindstærke Værker. Som Foredragets Genstand var fortættet Kraft og spændt Energi, var Foredraget selv knapt, fast, rundt i Form og Indhold som en Kugle — kun paa et enkelt Sted sprængte det den faste Ramme, belysende Tiden, Øjeblikket, Omgivelserne og Hel# tens centrale Skikkelse i Foredragets dramatiske 176