GeorgBrandesEtPortræt

de end er, eller slaa af paa dem eller lade, som fandt han dem virkeliggjorte, hvor de endnu kun skimtes. Det er ikke Skribentens Kald at tale i Tide og Utide, for at man ikke skal glem* me, at han er til. Det er ikke hans Kald at ap# plaudere, protestere, condoleré, naar han kan sige sig selv, at hans Ord er uden Vægt og uden Magt. Han bør tie, hvor Taushed er Guld. Og naar han taler, bør han holde sig til den simple Sandhed, som overdøves af Vaaset i Fred, af Kanonernes Torden i Krig.« Edvard Brandes' Stilling til Skribentens Virk* somhed i Midler og Maal fremlyser af en Kronik om Teater — hans Ungdoms Kærlighed — hvori Ordene »en lille Smule besat« passende kunde staa som Motto over hans samlede dramatiske Produk# tion, og hvori Vendingen »den Gøglekunst, der kaldes Teater« viser Udviklingen i Sind og Stil fra Ungdomstiden til nu: »Enhver, der har skrevet et Skuespil — godt eller daarligt — véd, hvorledes Affattelsen fore# gaar. — Den Skrivende bliver en lille Smule besat og føler sig — iøvrigt som Skuespilleren altid gør — gaaende ind i fremmed Ham, som Mand og Kvinde, ung og gammel, alvorlig eller latterlig. Den yngre Dumas har sagt, at der gives kun én Maade at lave et Skuespil paa ligesom kun én, hvormed man laver et Barn. Og den store Skuespildigter — som nu ofte 150