GeorgBrandesEtPortræt

tens Originalitet bestaar i den skønne Dames Overkjole: over det glatte Atlask drager sig nemlig ligesom et Fiskenet af graat Silke, igen* nem hvis Masker man skimter det blegrøde Le? gerne. Hun er som Kraka nøgen og dog paaklædt.« Jeg vender mig nu fra Brødrene Brandes’ Ung? doms? og Manddomsaar til Stil og Sprog i deres Alderdomsaar, fra Tiden omkring Verdenskrigen og fremefter. I dette Afsnit skriver Georg Brandes de store Værker om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo. I Pauserne strør han om sig med Artikler omKrigen og Fredsslutningen — Verdenst krigen og Tragediens anden Del. Og i de allersid? ste Aar kaster han sig over religionshistoriske og klassiske Æmner — Sagnet om Jesus, Petrus, Heh las, Urkristendom. Hans Stil splittes som hans Væsen under Be? givenhedernes tragiske Gang. De store Værker bli? ver til i smaa Kapitler, i flyvende Fart, som om det ene ikke havde Tid til at vente paa det næste — uden Tid eller Ro til Samling og Sammenhæng. De mindre Artikler vinder ved dette rastløse og hid? sige Jag, de skærpes i Sprog og Stil under Krigens og Efterkrigens Svøbe, hans medfødte Respektløs? hed bliver til aabenmundet og aabenhjertig Ufor? færdethed — som en gammel Stridshingst rejser