GeorgBrandesEtPortræt

»Hovedet er lille og pikant, Haaret svært, blaa? sort, Øjnene klart brune, udmærket skaarne, smilende og snilde. Munden har smalle, røde Læber og de skønneste Tænder, jeg erindrer at have set. Farven er brun, ensartet, medmindre hun rødmer, saa bliver hun mørkere brun. Hen? des Vækst er sjældent smuk, men hendes Be? vægeiser tunge, saa man straks ser, hun ingen Opdragelse har faaet. Hun har imidlertid Træk? ninger med Skuldrene, Maader, hvorpaa hun vender og drejer det nydelige Hoved, som er aldeles allerkæreste.« I Edvard Brandes’ Fortælling fra hans Mand? domstid En Politiker males en ung Kvindeskikkel? se med disse kyniske Kulører uden et forsonende Strøg af aandelig endsige sjælelig Finhed: »Hun er klædt i blegrødt Atlask, saa blegt som kødfarvet Trikot, der sidder stramt omkring hende med en enkelt, glat Brede paa Skørtets Forside, medens alt Stoffet iøvrigt er trukket bagtil i en uhyre Sløjfe og et alenlangt Slæb. Saa stramt sidder Kjolen fortil, at man ser hen? des Ben bevæge sig under Silketæppet, næsten Benenes Form. Kjolen er ikke ligefrem ned? ringet, men gaar sammen i Halsen og aabner sig kun lige foran Brystet i et trekantet Udsnit, som Korsettet tvinger hendes Barm op imod. Som en Buket præsenterer hendes Bryst sig i denne Himmeldør, der fører ind til Paradiset, Kjolen har aldeles ingen Ærmer, og de nøgne Arme funkler i den stærke Belysning. Men Drag? 1 44 i