GeorgBrandesEtPortræt

skelige Ideal, der foresvæver dem somMaal for des res Stræben i Liv og Kunst, anføres her for Georg Brandes’ Vedkommende følgende mandige og di* rekte Heropaakaldelse, tonende af hans eget Sinds Stemning af Trods og Mod: »O, St. Georg, min Skytspatron! Hvor skøn er den hellige Vrede i dit Blik, hvor ypperlig den rolige Følelse af Kraft, der fylder dit Bryst, du Helgen og Hedning. At du ogsaa tomhændet, uden Sværd eller Lanse i din Haand, er lutter Uforsagthed, det er en Lære. Værgeløs staar du dér, men fast paa dine Fødder, fast i dine Knæ, pansret om Foden til at knuse med en Jernhæl, og pansret om Lænder og Arm og Ryg og Bringe. Du Prisgivne til Dragens Ædder og Forgift! du véd det, den Tid vil komme, da du igen faar et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen, stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoglerne, saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder Ynglinger mere!« For Edvard Brandes’ Vedkommende anføres Slutningslinjerne af Afhandlingen om Michael Wiehe i Dansk Skuespilkunst, disse Linjer, der i deres næsten kvindelig bjergtagne Henførelse er betonet af Ungdommens Sværmeri og Idealitet: »Hans Kunst var den skønneste Blomst, Romans tismen har sat herhjemme, og den har paavirket ethvert for Poesi modtageligt Sind, som har levet, medens han virkede. De unge Mænd, han J35