GeorgBrandesEtPortræt

endte med et Overskud for Livet, saa var det i Kraft af den vilde Oprindelighed i hans Natur, for? ædlet af den mest forfinede Aand — det fødte Ta? lents Forening af Naturens Kraft og Aandens Ynde. Thi hans dybeste Værdi bundede ikke i den Intelligensens Magt af Kraft og Vilje, der udstraa? lede fra hans Personlighed, men i det kunstneriske Instinkt af uberørt og følsomt Gemyt, der gennem? lyste hans Væren og gennemaandede hans Væsen med sand og ægte Menneskelighed. En oprindelig, ja man kunde sige en hellig Naivetet var Under? strømmen, der som en Golfstrøm gik under alle de spillende, funklende, blændende Overfladekrusnin? ger af forfængelig Lyst, taskenspilleragtigt Trylleri og proteusagtig Maskekunst. Alt dette var Trit bune, den jødiske Paafugleham, der spredte de mangefarvede Fjedre i Lyset, berusende Publikum og sig selv i Farver af Pragt og Prunk og Pral. Den, der kunde — og vilde — forstaa og dermed til? give, fandt hurtig bag Masken ind til de varme Kilder af barnlig Aabenhed, Hjælpsomhed, Elsk? værdighed, ja Elskelighed, der sprudlede i hans varmblodige og følsomme Gemyt. Han var i sit dybeste Væsen den ikke ualmindelige Forbindelse af Barnlighed og Modenhed, af Naivetet og Kløgt, af Aabenhed og Forslagenhed, som kendetegner den jødiske Psyke og som giver sig Udtryk i den 1 21