GeorgBrandesEtPortræt

begynder mit Haar at hvidne, og jeg føler lige* dan. Dengang havde jeg større Hang til at lyde og tjene et Geni end til selv at raade. Det sidste kom med Modenheden. Der gives kun ét afgørende paa Jorden: Vilje, ledet af Intellh gens.« Det var den skjulte Moddrift i det Folk og det Land, hvori han var født, det var den aabenlyse Modstand mod Fremmedelementet i Georg Bram des’ Natur og Aand, der gennem hele hans lange Liv irriterede hans Nerver som en stadig Betæm delse, snart murrende som en ulmende Smerte, snart i fuldt Udbrud som en flammende Brand. Et eneste Middel kunde have tvunget Lidelsen til Ro: at vedstaa den og derved finde Vej til Be* roligelse. Man mindes uvilkaarligt Goldschmidt, der indledede sit Levned med de rolige og stolte Ord: »Jeg er af Levi Stamme.« Man mindes end* videre Goldschmidts Beretning i Anledning af Fes sten paa Skamlingsbanken, der dirrer af jødisk Saarbarhed, Selvfølelse og Samfølelse: »Da vi ud paa Natten skulde have et Par Timers Søvn, kom den Tanke, at nu var der i Kolding en Familie, som jeg havde været uhøflig imod og maaske følte sig krænket af mig, Blodslægts ningen, Jøden, som om jeg ikke havde villet veds kende mig Slægtskabet. Hvor var Skylden, hos mig eller hos de ildesindede Indkvarteringsches 109