GeorgBrandesEtPortræt

Under Udlændigheden i Berlin skriver han i 1881 disse Linjer: »Jeg gik længere ind i Thiergarten. Sneen laa højt og tæt og lyste, hvor Solstrejf faldt paa den. De gamle Kastanietræer om Goldfisch# park saa alvorlige og milde ud med deres nøgne, af Sneen skjulte Grene. I det Indre af Haven stødte jeg paa en Gruppe stejle Graner. Jeg tænkte paa Norden, paa de Danske, der tilfredse med hverandre havde udelukket mig, og paa mine spredte Venner rundt om i Europa, i Tyskland, Frankrig, Italien og Norden. Goe# thes Ord faldt mig ind: — Vi befinder os vel, sagde en broderligt ens# artet Granskov til Cederen. V i er saa mange, og du staar alene. — Jeg har ogsaa Brødre, sagde Cederen, om end ikke paa dette Bjerg.« Og endelig, som en Klimaks af Personlighedens Selvfølelse i Aand og ophøjet Isolation, disse Ord fra 1886 efter Tilbagekomsten til Danmark: »Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa. Jeg vender i mit Liv stedse inderligere tilbage til min herofworship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaar. Saadan følte jeg nøj# agtigt den Dag, jeg fyldte sytten Aar. Jeg husker det tydeligt, jeg gik i Snevejr og sagde til mig selv: Sneen ligger i mit Haar, men mag# ter ikke at hvidne det; der er langt igen. — Nu 108