GeorgBrandesEtPortræt

lysningen vakte i hans hektiske Sind en Moddrift af Respektløshed indtil Despekt mod Landets ledende Personligheder og offentlige Liv og en Selvfølelse, grænsende til Overmenneskefølelse — forstaaelig men forstemmende for den, der for* maar at lytte sig ind til det saarede Hjerte bag Ordene. Stigningen i denne Respektløshed og i denne hektiske Selvfølelse fremgaar af de efterføl? gende Tilkendegivelser gennem Aarenes Løb. Forelæsningerne paa Universitetet i 1871 ind? lededes med denne Troesbekendelse: »Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at anlmode om Deres Over? bærenhed. Det er første Gang, jeg taler fra dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfaren? hedens Mangler. Mine Evner og mine Kund? skaber ere lige ufuldkomne. Meget af, hvad der herved kan støde Dem, vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Prin? ciper og Idéer forlanger jeg ingen Overbæren? hed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principper, til hvilke jeg bekender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tan? kes endelige Sejr. Efter disse faa Ord, sagte een Gang for alle, udbeder jeg mig Deres Opmærk?- somhed for, hvad jeg har at sige.« 107