GeorgBrandesEtPortræt

Den medfødte Respektløshed i Georg Brandes’ Væsen var, som foran anført, den indre Drivkraft i hans særegne Chutspe. Men det var de ydre For* hold, under hvilke han var født og under hvilke han levede sit Liv og gennemførte sit Værk, der holdt denne Kraft vedlige, bar Ved gennem den løbende Tid til den Ild, der brændte i hans Blod. Ikke blot det raakolde Pøbelhad, som enhver Jøde, mere eller mindre grusomt i Forhold til Udseende og Følsomhed, har været udsat for og som navnlig i Barneaarene formaar at forurolige og formørke Tilværelsen og fremkalde den Skamfølelse, der er den mest pinefulde: Skammen over at tilhøre en beskæmmet Stamme — yderligere uddybet gen* nem de modnere Aar til en Skamfølelse af særegen modsigende og modstridende Natur: Skammen over at skamme sig over sin egen Stamme. Heller ikke det skjulte Fjendskab, der i den saakaldte Overklasse af Bourgeoisi, Bureaukrati og Aristo# krati udstraaler sin hemmelige Atmosfære af de* klasserende Kølighed og nedladende Velvilje — en Atmosfære, der hos de svagt befæstede af Racen avler den saa sørgelig kendte jødiske For* slagenhed og Servilitet, hos de stærkere befæstede den ligesaa kendte jødiske Revanche af ætsende Spot og isnende Foragt. Nej — det var for Georg Brandes’ Vedkommende den offentlige og offis cielle Bandlysning, som hans Fremtræden fra før* io 5