GeorgBrandesEtPortræt

befæstet, har han ofte i Samtaler ladet mig forstaa, ligesom hans Breve — hvad jeg senere skal vise — bærer Vidnesbyrd herom. Og endelig viser føl* gende Linier af hans Levned, hvorledes Dønnin* gerne berørte hans nærmeste Slægt i Hjemmet, og ad denne Vej — maaske dybest og varigst — ham selv: »De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det offentlige Liv gjorde især deres Virkning ad indirekte Vej. Mens de slet intet Indtryk efter* lod paa min Moder, der én Gang for alle troede paa sin Hr. Søn, og som var for udviklet til at anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fa* der, der var af langt blødere Stof, sig dem umaadeligt til Hjerte. Han læste hver eneste Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste Blad, hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede for at vise ham dem, han oversaa. Han kunde ikke skønne eller skelne, hvor megen Ret eller Uret Angriberne havde, men følte Angrebene som Vanære, og sørgede over, at jeg saaledes havde ødelagt og daglig ødelagde min Fremtid. Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min Moder end overfor mig, det var pinligt for hende at se, hvorledes han led, og vanskeligt at tale ham til Rette, naar han var vred.«

104