GeorgBrandesEtPortræt

De Veje, jeg agter at følge, er de samme som Georg Brandes anviser i sin Ungdomsafhandling »D e t uendeligt Smaa« og »det uendeligt Store« i Poesien: Det uendeligt Smaa, som udgør Livet, og det uendeligt Store, der er Livets Aarsag, Grund og Type. De samme Ord, hvormed han karakteris serer Shakespeares Menneskeskildring og derigen* nem indirekte belyser sin egen, skulde danne Rets ningslinjerne for min Skildring af ham selv: »I den Grad indtrængende, med en saadan Fors dybelse i Egenheder, Lyder, Ulykker, Luner og Vaner, alle afledte af Temperamentet, af Bios dets hurtige eller langsomme Løb, af Legemets Bygning, af Livet inden Døre eller under aaben Himmel, paa Hesteryg og i Leding, med en saas dan Kærlighed til det Smaa er det, at Shakes speare udfører sine største, sine mest heroiske Charakterer. Urolig Gang, stammende Tale, Glemsomhed, Distraction, Intet er ham for rins ge. De skildre sig selv i hver Sætning, de sige, uden nogensinde at tale et Ord om sig selv, og hvis de skildres af andre, da sker det ikke gjens nem Opregning af deres store Egenskaber i skjønne almindelige Udtryk, der hverken belyse eller male, men gjennem smaa Kjendsgjernins ger, smaa charakteristiske Anekdoter, der cons statere Egenskaben uden at nævne den. De blive ikke mindre heroiske for det. Men bag de ydre og overfladiske Egenskaber skimtes de dybere og betydningsfuldere, der ere hines Aarsager.

6