GeorgBrandesEtPortræt

jødiske Digtning.« Goldschmidt skriver selv føl? gende om En Jøde: »Blandt Jøderne herhjemme blev Bogen i Almindelighed ikke opfattet som en respektabel Digtning eller som Indlæg i en fælles Sag. Man følte den snarere som en Krænkelse, en profan Udstilling af national?religiøse Ting, eller man fandt kønnere, finere Sider af Folkelivet ude? ladte, eller man frygtede, at denne Højrøstethed om Jødedom ikke vilde være gavnlig for Forholdet til den kristne Verden.« Endvidere anføres her selve Georg Brandes’ Stilling til Goldschmidt — en af de faa, men uaftvættelige Pletter paa hans Værk. Man husker Brandes’ Karakteristik af Goldschmidt som Skribent — et dræbende Skud, der minder om Heines mod Børne. »Naar man paa Frastand iagttager ham, ser man først en Pen, en uhyre Fjerpen, og bag den, i Ly af den, opdager man et Menneske, som, da det er betydelig min? dre end Pennen, staar ganske dækket af den.« Man husker Brandes’ Karakteristik i Levned af Goldschmidt som Menneske, en uforstaaende og uforstandig Fremhævelse af hans personlige Brist paa det menneskeliges Bekostning — en Karak? teristik, der som Heines belyser Angriberen mere end den Angrebne, navnlig gennem Dommens selvbelysende Konklusion: »Jeg led ikke Gold? schmidt.« Men mest af alt mindes man med Ve? mod og instinktmæssigt Ubehag Georg Brandes’ 102