GeorgBrandes

89 Italien, som Brandes vilde vise sin Hustru. I Løbet af Sommeren ord­ nede Brandes alt til det endelige Opbrud fra Danmark, og i Oktober 1877 tog man fast Bopæl i Berlin. Her fødtes den 17. Januar 1879 de­ res første Barn, Datteren Edith, og Aaret efter endnu en lille Pige, Astrid. Om Georg Brandes’ Glæde og Stolthed over disse to velbegave­ de og kønne Børn findes adskillige Vidnesbyrd i sidste Bind af hans Levnedsbeskrivelse, særlig S. 278— 283, der stammer fra 1890. Brandes fortæ ller her bl. a., at han nogle Dage tog over til det Sted i Sverige, hvor de var paa Ferie fo r at se, hvorledes de trivedes: Det var en Fornøjelse at iagttage deres Holdning, rank og flink som den var. Begge havde den mest levende Stedsans, og jeg havde min Morskab af at se dem vandrende ad Vejene, stigende med Barndommens Gratie op ad Kulien, findende Vej overalt. Der var en tydelig Forskel, næsten en Modsætning mellem de to Børn. Den ældre slank, sart, kvindelig, frygtsom overfor Farer, bestandigt omhæget og i de spæde Aar meget blød af Sind; den lidt yngre fastere bygget, djærvere anlagt, fuld af uforudsete og skelmske Indfald, modig og kamplysten som en Dreng, altid slag^ færdig, ogsaa aandeligt, derfor aldrig i Forlegenhed for Svar. Den yngste var sund og rask som sjældent et Barn. Hun havde smukke Ø jne og friske Farver, kunde synge, før hun kunde tale, var altid lystig og pudsig.« Uden Tvivl sin Fars Øjesten. Noget af det mest gribende i Bran­ des Levned, det mest personligt udførte af alle Bidrag til hans Privat­ liv, er da ogsaa Beretningen om denne lille tiaarige Piges Sygdom og Død i 1890, en Sorg, der efterlod Brandes som lammet, med en Følelse af at alt Liv Maaneder igennem stod stille i ham. Den 15. November fik hun Difteritis, kom straks under omhygge­ lig Behandling, medens den anden lille Søster sendtes ud af Huset; den 18. havde Ondet bredt sig nedad mod Struben, en Lægeautoritet blev tilkaldt, Sygeplejerske antaget, men Dagen efter var alt Haab ude, Lungen var angrebet, og Lægen maatte afsige Dødsdommen: »Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets Moder; saa dets Fader; saa dets Søster. Jeg mødte min Moder med den lille Edith ved Haanden paa Kongens Nytorv og sagde dem, at alt Haab var ude. Den Lille brast i Graad; jeg kan aldrig glemme Sy­ net af hendes lille tynde Ryg i en lang graatærnet Barnefrakke, som den krummede sig, da hun gik hulkende. Jeg følte det, som om et A fsn it af mit Liv var til Ende ... « 1)

’ ) Levned III, S. 297.