GeorgBrandes

74 Og et Stykke længere henne findes (S. 98— 9 9 ):

»Forskjellen mellem vore Standpunkter traadte i disse Aar sta­ digt tydeligere frem. Lange holdt vedblivende energisk fast ved Orthodoxien. Jeg selv stred en meget haard Kamp fo r at naa til Klarhed og Ro. Hvad jeg mod Lange gjorde gjældende var omtrent denne Tankegang: De fleste intellektuelt Udviklede, der anser sig fo r troende, er bievne overbeviste igjennem en Reflexión, nemlig den, at Reflexio­ nen som saadan er uendelig, den filosofiske Vej umulig, saa det er en Nødvendighed at tro. Deres Hoved overbeviser deres Hjerte, som Young tilstaar det om sig selv. Men dette er ikke T ro ; thi det er ingen Grebethed. Resten af dem sætter, efterat have arbejdet sig træt i Grubleri og af Frygt for den Følelse af Ubeskyttethed og Forladthed, som Pantheismen medfører, V iljen ind og vil tro. Men dette er ingen T ro ; thi det er ingen Grebethed. Troen er noget, In­ gen kan give sig selv hverken gjennem Reflexión eller gjennem V ilje. Og ligesaa lidt kan Nogen naa til den gjennem en ubevidst Fornemmelse af Sandheden (f. Ex i det Nye Testamentes O r d ); thi det sømmer sig ikke for en fri Aand at adlyde uvisse Rørelser. Troen kan kun gives m irakuløst; det er ogsaa det sande kristelige Standpunkt. Mennesket kan moralsk optugte sig selv; men reli­ giøst maa det vente, til det faar et Kald, der tydeligt viser sig at være gudsendt; ja det er udtrykkeligt Menneskets Pligt her at stampe mod Rraadden og ikke af Træthed eller halv Tænkning la­ de sig drive ind i en Usandhed.« En halv Snes Aar senere — fortæller Brandes S. 215 — udtalte Lange ligefrem, at han i sit Sind havde sagt sig fuldstændig løs fra al Kirkelighed, uden at nogen af dem dog synes at have haft Lyst til at gaa nærmere ind paa Spørgsmaalet. Johannes Jørgensen paavirkedes i modsat Retning; han gik som bekendt i 1896 over til Katholicismen og sagde i »L ivsløgn og Livs­ sandhed« Brandes Farvel i følgende Linjer (Side 56— 5 7 ): »Bevægelsen af 1870 begyndte med at love Sandhed og Lykke. Efterhaanden indskrænkede den sig til at love Sandhed. Lykken maatte opofres for¡ Sandheden, hed det. Men da Mennesket vil Lykken, søgte Mennesket den paa egen Haand, i sit Jegs Frigørel­ se og i fuld, renæssancedjærv Livsnydelse. Men efter Rusen fik vi Hovedværk, og de haabløse Slægters Tid var inde. Nu gjaldt det blot at dulme »den Lidelse, det var at leve.« Men i Opium og Morfin er ikke megen Sandhed — og i Grun­ den brød vi os heller ikke længer ret meget om Sandheden. Sære Drømme vilde vi, fantastiske Syner, Rus og Bedøvelse. Enivrez- vous toujours (Drik jer bare fu lde!)