GeorgBrandes

199

af Mistænkeliggørelse og lumpne Overfald, fordi jeg har vovet at bryde med de nedarvede Samfundsløgne.« I Otto Rungs Roman »Lønkammeret« 1912 viser Brandes sig som Frants Leiden og holder en Bordtale (S. 29— 34 ). Det hedder bl. a.: »Der var over ham noget paa en Gang bevæget og fast, Lys og Skygge stemte hans Ansigt, medens han talte, strømmende og skif­ tende som Skyers Jag hen over en Sø.« Henri Nathansen bruger allerede i sin Roman »Floden« 1902, S. 86 en lille Brandes-Skitse, man skimter rundt om i »Dr. Wahl« 1915 lig­ nende Træk, men præsenteres først rigtig for Brandes i det store Ro­ manværk »A f Hugo Davids Liv« (Bd. 3, 1917, S. 49— 5 0 ): »I en Kres af Damer stod Dr. Frank. Hans lille, lidt krumbøje­ de Krop var i ustanselig Bevægelse — nu og da saa man hans ud­ tryksfulde Hænder med de udspilede Fingre løfte sig forklarende, saa strøg han med en høj Latter den ene Haand gennem den stri­ de Manke og borede Fingrene ind i de anstrengte Øjne — løftede saa atter det kaade og bitre Ansigt i Lyset, og Smilet farvede det med en blid og ungdommelig Ynde.« Og 7 Sider videre findes en af de mange fortræffelige Skildringer af Brandes som Taler: »En rislende Bølge af Spænding og Forventning gled nu over Tilskuerskaren. Dr. Frank banede sig Vej til Talerstolen. Lidt kro­ get og anstrængt gik han derop — da han stod der, var Skikkelsen rank som en Fægters. Under det hæftige Bifald, der slog imod ham, lod han sine Øjne glide ud over Mængden, forskende med et Smil, der svingede mellem Bitterhed og Glæde. Hans Øjne vandrede om­ kring mellem Rækkerne, søgte et Hvilepunkt, fandt det, flyttede sig atter i korte nervøse Ryk og blev bekymret hængende et Sted, hvor en ung Dame forvirret bøjede sit Blomsterhoved. Saa løftede han sit Ansigt mod Loftet, som om han tog Maal af Højden, strøg Haaret stejlt tilbage fra den lave, forvredne Pande, slog Blikket ned som en Falk over sit Bytte, holdt den fuldstændig lydløse Skare fast i et aandeløst lyttende Sekund — og begyndte. Hugo lyttede til hans Stemme, saa paa hans Ansigt. Var det godt eller ondt, stort eller smaat — hvem gad spørge, der var intet at svare. Det var et Billede af stort og smaat, godt og ondt som Li­ vet, i hvis Lignelse det var skabt. Frank ... vendte sig mod Mæng­ den, og i faste sikre Stød revsede han dens Væsen af Fordom og Uforstand, aabnede dens Blik i Blink paa Blink for Digtningens brogede Verden, der var Livets Sjæl, dets afstemte Genklang, der ømt og erindrende slog tilbage mod dets Øre. ... Snart rasede han