GeorgBrandes
161
»Coriolanus« strømmer over af Foragt fo r Folket, for Menigmand som Hob og Masse, fo r de Uvidendes Dumhed og Ustadighed, Slave sjælenes Fejghed og Utaknemmelighed, deres Føreres Lavhed. Men den lidenskabelige Foragt, der fylder Shakespeares’ Sind, tager endnu en tredje Gang T illøb og faar sit stærkeste, vildeste Udbrud i det Værk, han nu tager for sig. Explosionen i »T im on« gjælder intet enkelt K jøn, ingen enkelt Stand, intet enkelt Folk, ingen Klasse eller Brøkdel af Menneskeheden. Den foraarsages af den rene, Intet og Ingen undtagende Menneskeforagt.«1) I det følgende Kapitel gennemgaas nu »T im on «, og Brandes indle der det næste: »Og saa var det da sagt, dette Bitterhedens sidste, vildeste Ord. Den sorte Sky havde udladt sig — og Himlen blev langsomt ren paany. Det synes, som om Shakespeare har befriet sig for Græmmel sens værste Pine ved at give den Ord og Form og som han har aandet op nu, da gjennem det i Aaringer stegne Crescendo det højeste Forte var naaet, og Intet mere tilovers at sige.« Modgang og Skuffelse avler Bitterhed og Menneskeforagt, der hos Digternaturen atter kan inspirere til storladne Værker — som lige paa vist. Man vil næppe kunne frakende Georg Brandes en lignende Inspi ration, naar man har læst hans Shakespeare-Biografi eller andre af hans mere betydelige Værker. I sin Kamp for det daglige Brød fandt han Modgang, og han følte sig en Overgang sku ffet og svigtet af Folk som Drachmann, Gjellerup, Johannes Jørgensen, og flere andre — og det satte Ar i hans Sjæl, selv om han ligesom Shakespeare skrev sig løs af meget, idet han iklædte sine Helteskikkelser sit eget Væsen, lod dem fremstille sine Idealer. Selve Inspirationen og Fremstillingsmaaden i de efterfølgende Lev nedsbøger kan til en vis Grad siges at gentage sig, blot i mere populær Form. Der ligger ellers næsten en Snes Aar mellem Brandes’ Shake- speare-Bog og hans næste Heltebog, der handler om W olfgang Goethe. Foruden af 3— 4 mindre Værker er Brandes i den mellemliggende Tid optaget af Udgivelsen af sine »Samlede Skrifter«, sit »Levned« og skriver en Mængde Smaaartikler og Kronikker (»Skikkelser og Tan ker«), kun afbrudt af hyppige, mest kortere Rejser, særlig til Karlsbad og Paris, plaget af en stadig mere generende Aarebetændelse, der nødte ham til at udføre mange af sine Manuskripter i Sengen.
’) Nævnte Værk, Bd. III, S. 175.
li
Made with FlippingBook