GeorgBrandes

Fester og andre Hædersbevisninger.

»Paa Hænder højt at bæres, i Bomuld blødt at ligge, det lærte mig dog ikke, hvad bedst i Modgang læres, hvad jeg har lært: at taale, mit Tab med Ro at maale og føle som de Kjække, hvem intet Slag kan knække.«

(»Ungdomsvers«, S. 80). S ovende er Georg Brandes ikke kommet til sine Laurbær — lægge sig til Hvile paa dem kunde aldrig falde ham ind, skønt han fik dem sent; men man kan ikke sige, han gennem sit lange Liv mødte ringe Anerkendelse, selvom den ikke altid var uden Forbehold. Det saa mørkt ud, da han i 1877 maatte forlade Danmark efter talrige Skuffelser, men allerede til dette sit »Nederlag« kunde han føje nogen V irak : Den 20. September fik Brandes som nævnt tilstillet en Adresse, der udtalte Paaskønnelse og Tak for hans Virksomhed, Anerkendelse for Mod, Fasthed og pletfri Uegennyttighed, dyb Beklagelse over, at saa sjældne Evner i et lille Land var blevet vraget — og Haab om snarlig Bedring af Forholdene; den var undertegnet af 45 ansete danske Mænd, hvoriblandt adskillige Universitetslærere. 14 Dage senere, da han havde holdt sin sidste Forelæsning inden Afrejsen, fejrede en Kres af Venner den Bortdragende ved et Afskedsmaaltid, hvortil Drachmann havde digtet Sangen, mens Julius Lange holdt Talen; heri omtalte han bl. a. Brandes som »den mest bebladartiklede og over- piecede Mand indenfor Landets Grænser«. Den første større Fest fo r Brandes blev ikke afholdt i Danmark, men i Tyskland, hvor han hurtig opnaaede Anerkendelse, indførtes ved Hoffet og paa mange Felter indtog en fremskudt Post; det var ogsaa en Afskedsfest, men af langt større Format.