GehejmelegationsraadBilleSteenAndersen

I IO

erh old e A d g a n g — selv en h øjtstaaen d e G esan dts F rue havde k ort i F orv ejen forg jæ v es sø g t at faae P lads i D a m elogen , — saa var d et et sæ rdeles H eld at kunne opn aae d e tte ; den tilsted evæ ren d e B etjen t in d lod e n d o g B rod er sam m en m ed S østren e i b em eld te L o g e , der heldigvis den D a g var m indre b e sø g t. A t h øre n og le a f E nglands største T alere er vistn ok n o g e t a f det Interessanteste, som L o n d o n b yd er, o g d o g skulde for- skjellige a f os senere bivaane endnu m æ rk eligere S cener. D e n 29de S e p te m b e r k om S østren e tilbage til os i Brüssel, led sa get af B roder, der nu fo rb le v en M aaned her — den sidste T id , vi A lle skulde væ re sam lede. D e t var ogsa a en rigtig G læ d esfest den A ften , d e ankom . Jeg h avde givet T jen eren O rdre til at staae paa V a g t ved D øren , o g i det Ø jeblik , da V o g n e n stan d sed e, at slaae b e g g e F løjd øren e o p til den stæ rkt o p ly ste V e s ti­ bule. E t G læ den s L y sh a v m o d to g dem saavel der som. i Salonen o g den tilstøden de Spisesal, h v o r1 et rigt d æ k k et B ord stod fæ rdigt. M en uagtet der saaledes var Jubel o g G læ de i v ort sm ukke H jem , saa viste der sig h os den kjæ re F ad er ofte et stille A lv o r, o g da min B rod er o g je g , hvis T u r det nu var b lev et at tage m ed ham til L o n d o n , den 29de O k to b e r to g A fsk e d , greb F ølelsen saaledes v o r gam le, kjæ re F ader, at hans H æ n d er b lev iskolde, o g han sank om i Stolen, da v o r V o g n rullede b o rt — A k , d et var F oru d følelsen af D ø d e n . T re U g e r derefter k om E fterretning til os, at han var syg, d erpaa T elegram , der kaldte os til ham . D e t var en A fte n sildig i den m ørke N ovem b er. V i to g øjeblik k elig afsted, m en kunde d o g ej i T id e naae Stationen fo r Jern ban etoget den N at. — H vilken N at for os T o ! F ørst K l. 5 næ ste M org en k om vi endelig afsted. H v o r ræ d som t at sidde ørk esløs o g , sk jøn d t man farer a fsted , at føle sig, som om m an kun krøb