GammeltOgNyt

128

«Af Børn beholdt je g altfor faa — :;Og blandt de faa for mange Smaa «Gaaer om med Kinder blege. «Det Hav, som bryder ned min Kyst, «Den Storm, som Bøgen knækker, «Den Sol, som svider Markens Høst, «Det Sand, som Græsset dækker — «Tving d em at bygge op igjen «Tifold hvad de har vejret h en ! « R ask ! Haand paa Værket Drenge! Nu har den første Sten vi lagt, Snart fler til den vi føje, Og vil Alkjærlighedens Magt Os støtte fra det Høje, Da skal Du see, vi plukke kan Til Barnets K ind fra golde Strand De Sundheds Roser røde!

Mel. Hvor Bølgen larmer højt fra Sø. H vad vil I paa den golde Strand, Hvor Marehalmen nejer, Naar Stormen over Kystens Sand F ra Bølgen Skummet fejer, Hvor intet grønt og løvrigt Træ Mod Solens Straaler skænker Læ, Hvor Elementer kænipe? Vi søge just den golde Strand, Paa den vor Høst vi venter. Ju st I til os den bjerge kan I stærke Elementer: Du friske Luft, du Solens Brand, Du Jordens bløde hvide Sand, Du Havets salte Bølge! Vor Moder mælte tyst et Ord, For Børneflokken bange: «Jeg mægter ikkun lidt paa Jord «Og Fjenderne er mange.

Den 17. Oktober 1875 blev Hospitalet indviet, med en Tale af Provst L in n em an n fra Raklev o g nedenstaaende Kantate af C h r is tia n R ic h a r d t :

Og visselig vi veed, det Ord har fanget M agt: Paa Refsnæs Vinden vred har ødet Lundens Pragt! Men, hvor et Kongebarn paa Næsseskovens Tue sank brat i Dødens Garn for Skyttens vrange Bue, d é r skal nu Danmarks Børn faa Kvægelse for Vee, — bag Refsnæs’ K rat og Tjørn igjen mod Solen lee!

«Paa R e f s n æ s Havets Vind skal gaa de vilde Veje! Paa Refsnæs H jort og Hind skal aldrig søge Leje! Paa Refsnæs E g og Bøg skal aldrig vorde to, — kun fattigt Hundeløg Hos Lyn g og Torne gro!» Saa flyver os iløn det gamle Ord imøde: «Thi d e r har Dagmars Søn for Pilen maattet bløde!»

Der flyver mangen Pil fra skjulte Strænge, Som døder Barnets Smil i Vuggesenge; lig Svamp af Mosegrund af Slægtens Brøde der voxer op en ond, en farlig Grøde.