GamleSkibeGamleHuse_1959
i stærk sved, og bogstavelig slæbte den syge mand med ud til dokken, for han turde ikke arbejde videre paa egen haand. Men greven gav blot ordre til at blive ved med at grave, for at finde frem til selve kildens udspring. Og da det var sket, blev vældet tæmmet, lagt i baand ved hjælp af en nedsænket, firkan tet brønd, som vandet blev malet op af, med en hestemølle velsagtens? Saa kunne arbejdet paa dokken fortsættes —og saltproduktionen begynde. Saltværket var grevens idé, som forøvrigt ogsaa dokken. Det siges ellers, at hertugen af Liineburg havde søgt at bestikke ham til at lade sagen falde. Han blev tilbudt et saa betydeligt beløb som 30.000 daler. Mange penge i de dage. Det kom sig naturligvis af, at det liineburgske salt fandt god afsætning i ¿5 O O O O O datidens D anm ark . Saltbehovet var stort dengang, ja, der var brug for uanede mængder. Saltet var jo saa godt som det eneste præserveringsmiddel. Hvad blev der ikke saltet ned i de tider, privat som offentligt, i byerne saavel som paa landet, i gaarde og hytter som paa herresæder og kongelige slotte. Utallige dyrekroppe af tamdyr fra staldene, okser og faar og svin foruden fjerkræ , af vildtet fra skovene blev aarligaars nedlagt i tønder og kar med den stærke saltlage. O O o o Og landets egen saltproduktion var minimal. Kun ubetydelige saltmængder blev udvundet efter primitive metoder her og der ved kysterne, navnlig paa Læssø og i Vendsyssel. Det var simpelthen havvandets saltindhold, man her drog fordel af. Men den altovervejende del af forbruget blev indført. Alligevel havde forskellige indenlandske saltkompagnier ikke kunnet klare sig, og der fandtes nu kun eet københavnsk saltværk, major Fuursmanns paa Slotsholmen. Nu skulle det hele ændres. I foraaret 1 736, efter at man allerede i februar havde indkaldt en saltkoger Krysebi fra Hal le, begyndte man opførelsen af de nødvendige bygninger. De kunne blot ikke allesammen finde plads i nærheden af selve saltkilden. Gradérhuset blev lagt paa Motzmanns plads, det nuværende Christiansholm, dengang en isoleret 0 i adskillige hundrede alens afstand fra det " O O O faste land ved dokken. Wilders Plads var endnu ikke fyldt op. Bare d e t at anlægge de nødv end ige re n d e r og ho ld e dem ved lige ville kO- fefe O o O ste en masse penge. Mere end 1 2. 000 rigsdaler, mente inspektøren paa salt værket, løjtnant Schweder. Og det var efter hans mening langt bedre at købe grynmøllens grund, der stødte lige op til dokkens omraade. Saa fik man ogsaa plads til de kommende udvidelser af værket. Men det forslag gefaldt ikke gre ven, navnlig ikke fordi det at have fabrikanlægget klods op ad dokken betød en stadig brandfare for saavel denne som de fartøjer, der laa i den. Han gik i stedet for ind for at købe Rostgaards plads, rettere den ene af dem, den inder ste, imellem Strandgade og Kongensgade, paa den ene side nabo til den ene af Trellunds tidligere gaarde, nu ejet af viceborgmester Peder Ram shardt- Strand gade 4 —og paa den anden til laboratoriet.
8 4
Made with FlippingBook