GamleSkibeGamleHuse_1959

det hævdvundne helt fra middelalderen nedarvede mønster, en række lave en­ etages beboelseshuse. Og som det oftest var tilfældet med sligt »spekulations­ byggeri«, beholdt bygherren ikke husene for gennem aarene at drage fordel af udlejningen, nej, han solgte dem efterhaanden til selvejendom. Endnu 1 7 1 7 talte man om »afgangne Abraham Lehns arvingers . . . vaaninger til lille Torve­ gade«, og navnet Abraham Lehns huse blev hæftet til dem, ogsaa efter at de hvert for sig var afhændet. Som de første ejere nævnes kommandør Laurids Christoffer Ulfeldt og klædekræmmer Joh. Otto Lellsen, begge ejer af hver to huse, samt tømmerhandler Jens Tycho og Niels Welling. Ulfeldt købte først sine huse, efter at Johan Lehn var blevet ejer af hele det store omraade, antagelig udelukkende for at sælge det altsammen. Det skete allerede i sommeren 1 732 . Resten blev delt i to store bidder, af hvilke det ene udimod havnen med pakhuse og kranplads blev afhændet til en af samme type som i det mindste et par af de tidligere ejere, nemlig til en vor­ dende fallent! I hvert fald til en mand, der efter en halv snes aars forløb ikke længere kunne opretholde besiddelsen. I 1 743 blev »seigneur Oluf Langes for­ hen ejende pladser, bygninger, skibsredskab samt kran og videre tilbehør« solgt paa tvangsauktion. Det var altsaa skibsværftet eller kølhalepladsen, hvad man nu vil kalde det, som atter skiftede ejer. Det hele etablissement beskrives vidtløftigt i auktions­ skødet med vaaningshus, pakhuse, »smedehus« og adskillige skure, altsammen hegnet af et plankeværk, og dertil flere kraner —den ene ganske vist »raadden og ubrugelig« —bukke, spil, blokke, tovværk, tømmerflaader og hvad inventar der nu ellers var. Nu kom det igen til en ejer, der nok skulle kunne bevare retten dertil, atter en bærer af et af de kendteste navne i hovedstadens erhvervshistorie. Lehns plads blev købt af Andreas Bjørn, senere berømmet for sit anlæg af Bjørns plads, hele det vidtløftige inddæmmede og opfyldte anlæg nord for det egent­ lige Christianshavn, som meget uretfærdigt siden er blevet kaldt Wildersplads efter en sekundær ejer. Og naar Bjørn inden saa længe opgav sin ejendomsret til Lehns plads, var det ikke nødtvungent men frivilligt. Det skyldtes hans samarbejde med ejerne af den del af den, som laa ud mod Lehns huse ved Lille Torvegade, participanterne i Det kgl. oktrojerede vestindisk-guineiske kom­ pagni, hvis store sukkerhus var bygget paa grunden.