GAHagemannsKollegium_1909-1918

ROSENKNOPPEN

silkebløde, lyserøde, hvordan skulde det dem gå? vilde solens hede elskov ikke brænde dem til aske? vilde vindens kåde flirt ikke rive dem i stykker?

Lad den drømme, lad den længes, lad den ane, lad den stænges, lad den styrkes efterhånden, lad den voxe i det skjulte, eengang kommer nok dens time, da i solen den vil åbne

frisk og rød sit unge bæger, da dens anelser biir tanker, da dens drømme biir til liv.

Å hvor var del synd at pille dækkets grønne blade bort, og at folde ud de fine, silkebløde blomsterblade, selv med sådan nænsom hånd, give dem til pris tor solen og den altfor barske verden, mens de var endnu så spæde; — nu må blomsten dø. Aldrig biir den nu en rose, aldrig vil den nå at leve, aldrig skal dens fine bæger byde travle bier honning. Aldrig, aldrig — se hvor krøllet! — Stakkels lille rosenknop. S.