GAHagemannsKollegium_1909-1918

R o s e n k n o p p e n sad p å stilk en , b ø je d b ly sit sk ø n n e lio v e d , lid t fo r tu m le t a f at lev e, le v en d e d o g k n a p e n d n u . Dækkets faste, grønne blade

skærmede de fine, line lyserøde blomsterblade,

krøllede dem sammen tæt, knugede dem for at vogte dem imod den hårde verden,

indtil de var stærke nok til at leve frit og nyde sommerdagens øre fest.

Hele busken var forventning, — og de mange grønne blade tittede forbi hinanden for at se det store under, ja, de nærmeste sig bøjed blidt beskyttende, fortroligt skærmende mod rosenknoppen. Knoppen var en lille verden, ja en verden — men af drømme, anelser og vage længsler, hvor det pressed, hvor det svulmed,

og h v o r p å d en an d en sid e ængsteligt det holdt igen. Ak de fine, fine blade, sammenkrøllede og sarte,