GAHagemannsKollegium_1909-1918

28

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

mærkede, at h u n ikke duede til det, h u n maatte leve sit eget liv og søge lykken paa de steder, h v o r hu n kunde tinde den. Siden h a r jeg tabt hende af syne, men h u n h a r fortjent at blive lykkelig alene for det, som h u n v a r for K a s tru p H a n faldt nem lig ikke tilbage til sin tidligere passivitet, h u n havde læ rt h am at slutte sig til mennesker, og han vidste at skónne derpaa. D e r v a r vel gaaet en maanedstid, da han en aften, vi sad sammen, gav sig til at tale om Louise. Det lignede h am ikke, og v a r noget, han vilde have, jeg skulde vide. »Jeg h a r læ rt meget af hende,« sagde han, »jeg h a r læ rt at omgaas mennesker og at forstaa mennesker; jeg tror, der maatte en na tu r som hendes til; du for­ søgte engang, men det lykkedes ikke for dig, det kun de aldrig væ re lykkedes.« » D e r skulde vel ogsaa en kvinde til,« indskød jeg. »Ja, du h a r ret. — — — H u n v a r henrivende, — jeg saa godt, h u n havde store mangler — vel mest i ku lturel henseende, — men jeg mente, jeg kunde have bødet derpaa. — H u n v a r et levende menneske, det v a r saa underligt, at h u n kunde b ryd e sig om m ig, hvad m o n h u n saa i m ig ? « » E t ideal for sig, tænk er jeg, den modsæ tning, som h u n maatte længes haab- løst efter.« »Maaske. — D e r v a r mere godt i hende, end jeg forst vilde tro. — - Ja, du h a r jo faaet lov at følge historien i alle enkeltheder,« sagde han smilende. »Louise v a r ikke saa undselig som jeg, men en anden gang vil jeg nu beholde det hele for m ig selv.«

jeg tænkte m ig derfor, atder

»N a a — d u tænk er allerede paa en anden gang?« » J a — nu er jeg jo blevet et rigtigt menneske.«

SKYER .

D a Solen uar Glød og Dagen bragt , drev Stormen de tunge Skyer paa Flugt, til sønderflængte og blodbestænkte i Nattens Mørke de hylled sig ind. Dog vared det kun en ringe Stund, før Maanen viste sig kølig og rund. Da saa man dem hvide og hele glide igennem det sølvklare Maaneskin.

JANUS THOMSEN.