GAHagemannsKollegium_1909-1918

27

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTOBIE

»Jeg er bange for, at du vil tabe den sidste rest af sympati for mig, naar jeg h a r sagt dig, hvad det er; men det faar være.« » H v o r f o r skulde jeg dog tabe m in sympati for dig?« »M a n taber altid sympatien for et menneske, som paatager sig en opgave, han fuldstændig mangler æ vne r til at løse.« »Jam e n du kan dog ikke göre for . . .« » D u ved ikke, hvad der er i vejen, det er det dyreste, det gælder, Louise.« » Kæ re , jeg h a r jo vidst, det maatte komme.« »Saa h a r du kendt mig bedre end jeg selv.« » H v o r f o r det? — det er dog ikke din skyld.« »S k y ld og skyld, det er mit ansvar, det er mig, der burde tage følgerne, men det er hende, som k omm e r til at lide under det.« »Louise? — nej, Kastrup, det kan være meget smukt af dig at tænke paa hende, men naar du ved, hvad der er i vejen, saa behøver du virkelig ikke at være bekym ret for hende, h u n er en lykkelig natur; men hvis der er noget, jeg kan hjæ lpe dig med, saa ved du, at jeg vil göre for dig, hvad jeg kan.« K a stru p havde rejst sig op, han stod midt i det halvmörke værelse og rystede langsomt paa hovedet. »Jeg forstaar dig ikke,« sagde han, »men du aner vist ikke, h v o r alvorligt det er,« han sank sammen paa en stol, man hørte regnen drive mod ruden, ellers var der ganske stille i værelset; saa sagde han hæst: »Jeg kan ikke mere holde af Louise saadan som för, jeg kan ikke.« Det gav et sæt i mig. » D u ! — men kære — du siger, — kan du ikke? jeg forstaar ikke, ei det dig? — jamen kære,« det hele løb ru n d t for mig, jeg stod foran ham og gi eb ham i skuldren. »Ja, jeg véd godt, at det er forfærdeligt, - men saadan er jeg altsaa, — men du maa sige mig, hvad jeg skal göre ved hende.« »Jam e n Kastrup dog, - ved du hvad, saa er alting jo godt,« der kom plud­ selig over mig en uimodstaaelig trang til at le. Kastrup rejste sig. »Nej paa den maade, — det maa du ikke, det var ikke derfor, jeg kom herop.« » H ø r nu, K a s tru p ! — jeg skal ordne hele sagen til dm tilfredshed, jeg lover dig, at Louise ikke bliver ked af det, kan det ikkeglæde dig? K a stru p saa uforstaaende paa mig. »Jeg skal sige dig en ting, jeg er ganske sikker paa, at Louise ogsaa længes efter at k omm e fri af det forhold.« Jeg h a r aldrig i m it liv set Kastrup blive saa forbavset, som han blev ved at høre dette, og jeg kunde ikke lade være med at le af h am ; men jeg lovede ham paa hans indtrængende opfordring strax at gaa til Louise. Jeg opsøgte hende, da hu n om eftermiddagen kom fra sit kontor, og fulgte med hende hjem. De r satte jeg hende ind i sagen ogspuigte om hendesmenin0 H u n blev först overrasket, dernæst vred, saa brast hun i graad, og sluttelig b ev hun h e n ry k t og tilstod, at hu n længe havde ønsket det saadan. H u n vilde have prøvet paa at leve et fornuftigt og godt liv og være noget for Kastrup, men hun