GAHagemannsKollegium_1909-1918

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE 25 »Nej, men jeg syntes nu, du sagde noget; og saa vendte jeg mig om og sagde hvadbeha’r; og saa vendte hun sig jo ogsaa om og stirrede paa mig.« »Hans sagde ikke noget,« faldt frk. Elman ind, »og da vi havde staat saa- dan lidt og set paa hinanden, saa fandt jeg, at det var for fjollet, og saa spurgte jeg, om han vilde mig noget. Nej, det vilde han ikke, men han trode, jeg havde talt til h am ; om han da kendte mig, — nej; saa kom jeg saadan til at le, fordi vi stod der og saa grinagtige ud. Men Hans vidste vist ikke, hvad han skulde gore.« »Nej, jeg syntes, det var meget pinligt at staa saadan, men Louise fandt, at det var morsomt, og hun blev staaende og gav sig til at fortælle mig, at hun havde gaat og ventet paa en veninde, som ikke var kommet, og nu vilde hun vende om. Og saa stod jeg jo der og vidste ikke, om jeg skulde sige farvel og skynde mig bort, for at jeg ikke skulde komme til at følges med hende, naar hun skulde samme vej. Men Louise har mere sans for det æventyrlige, og hun spurgte, om vi ikke skulde følges. »Naa, gaar det saadan til at blive forlovet?« sagde jeg med et smil. »Nej,« brast det ud af frk. Elman, »det varede skam længe, Hans er ikke saadan.« Kastrup bemærkede, at det egentlig altid burde være den kvindelige part, der tog initiativet, og dermed drejede han samtalen bort fra det farlige konkrete tilfælde ind paa de abstrakte omraader. Jeg sad og gjorde mine iagttagelser i aftenens løb og bemærkede, at Kastrup, selv om han smittedes kendeligt af frk. Elmans lyse og legende væsen, dog ikke svigtede sin tungere natur; mest kendte jeg ham dog igen paa hans ridder­ lighed overfor hende, han var ikke galant i ordets salonmæssige betydning, men dækkede med en beundringsværdig finhed over de blottelser, som frk. Elman i sin hurtighed kunde give sig. Hun var i besiddelse af nogle meget spillende ojne og en mund, som altid var oplagt til at le; hun var meget sød, men kunde af og til røbe en lidt gene­ rende mangel paa opdragelse og kultur for ikke at tale om kundskaber og be­ gavelse, men Kastrup syntes ikke at bemærke det. - Hun beundrede Kastrup; ganske vist forstod hun ham ikke altid, men jo mindre hun forstod ham, des mere beundrede hun ham. Jeg kom til at tænke paa, at dette forhold dog næppe kunde bestaa meget længe, forst og fremmest, foidi hun alt i alt ajorde et v flygtigt indtryk. - Men Kastrup straalede af lykke, æventyret var kommet til ham, det æventyr, han havde dromt om men aldtig vovet at tro paa, nu han, at han levede, og han greb om lykken med bægge hænder, fast bestemtpaa ikke at spilde en draabe. Jeg var ofte sammen med dem i den følgende tid; Kastrup trak s.g noget tilbage, naar jeg var der, for ligesom at sidde i sin gamle graa tilværelse og se paa den lykke, han nu ejede, og frk. Elman var nok værd at se paa kaad og glad, fuld af indfald og lojer og ganske bedaarende i et kun halvt bevidst koketten, men det ærgrede mig, at hun tit gav sig mere afmed migend med ham. Hendes livlige aand trængte til afvexling, og jeg havde ikke kendt hende stort mere end en maaned, for jeg anede, at hun var ved at blive ked af Kastrup.