GAHagemannsKollegium_1909-1918

7

KOLLEGIETS MINDEAFTEN FOR G. A. HAGEMANN

meget om ham a f folk, der har kendt ham meget bedre end jeg og som også langt bedre har formået i ord at udtrykke deres syn på G. A. Hagemann. Naar jeg dog har taget ordet i aften , er det, fordi det vilde være utænkeligt at samles herude på kollegiets stifters bisættelsesdag, uden at en alumne søgte at kalde de kendte træk fiem i vor erindring. Men fordi der netop nu er sagt og skrevet så meget om hans virksomhed, så vil j e g ikke dvæle så længe ved det, som det måske ellers kunde synes naturligsi at mindes her: hans kærlighed til videnskab og teknik, og hans storslåede gavmildhed overfor den studerende ungdom. Hellere vil jeg påpege et par, som jeg tror, h o v e d s i d e r ved hans væsen, som der ikke er blevet talt slet så meget om i disse dage. Det første er hans mærkelige produktivitet, hans sinds vældige frodighed, og den dermed sammenhængende kærlighed til alt levende, alt hvad der vat vækst i. Han elskede fremgangen, udviklingens tempo i stort som småt, fra en storbys eller en fabriks uendeligt komplicerede organisme lige ned til de kyllinger og duer, han fodrede på sin gård. Jeg tror, denne stærke sans for virkelige værdier er a f så stor betydning, fordi det var den, der hjalp ham til så sjældent smukt at løse den vanskelige opgave, som det er at være en stor rigmand. Fra en samtale med ham husker jeg hans livlige foragt for uproduktivt arbejde, f. eks. for børsspekulationer, der blot var om­ postering a f værdier fra de mindre kloges lommer over i de klogeres, i modsætning til ethvert arbejde, selv det mindst ansete, hvorved der frembragtes nyt. I nøje sammenhæng hermed stod også hans mærkeligt stortskårne og frugtbare syn på ejendomsretten. Jeg m in­ des, hvordan han ved samme lejlighed forklarede mig, at det at eje noget, særlig jord, men også andre producerende værdier, ikke var ret til at skatte og valte med sin ejendom efter forgodtbefindende og måske lade den forfalde, blot fordi man nu tilfældigt havde råd til at betale, hvad det kostede en, men at del betød forpligtelse, ansvar overfor det udbytte, som kunde opnås.